Sorg i kroppen
en klients fortælling
Kære Dorte.
I dag læste jeg bogen du lånte mig færdig. Den gav mig mange A-ha oplevelser undervejs. Da jeg lukkede bogen, var der dog en ting, der fyldte mere end noget andet: Fornemmelsen af at sorgen over min far aldrig blev bearbejdet hos mig, da den var helt og aldeles på min farmor og min mors præmisser, dengang han døde.
Den erkendelse er ikke ny, men der skete endnu engang det, at en erkendelse flyttede sig fra hjernen og ud i hele mig.
Så da jeg lagde bogen fra mig, satte jeg mig i det strålende solskin og græd.
Først kom gråden, som en overvældende bølge af sorg, der skyllede mig med.
Det har jeg prøvet før, når healeren har haft fat i mig. Derefter var sorgen stille tårer, der glæd varme ned af mine kinder men ikke tunge og ubærlige.
Sorgen blev endelig forløst med mine tårer og mens jeg gav slip på den, gav jeg rum og plads til det traume og det, det er at miste sin far som 5 årig.
Sammen med sorgen og gråden, var der en mærkværdig og værdifuld sjælefred og lykke.
Mens jeg sad der med den største sorg og det dybeste mørke i den blændende sol, var min far ved min side og han trøstede mig og holdt mig og bar mig gennem det sværeste jeg nogensinde har gjort i mit liv og gennem tårerne smilede jeg, for nu skulle jeg ikke alene igennem det.
Jeg havde min far, som sorgen gjaldt lige der hos mig. Stærkere og varmere end nogensinde før.
Denne gang har jeg gennemlevet sorgen på mine egne præmisser, med en støtte fra den anden side og aldrig har ordene ”sorgen er den anden side af kærligheden” føltes mere sande for mig. For lige der mærkede jeg igen min fars kærlighed i den reneste form og jeg hørte mig selv sige at nu måtte han gerne rejse sin vej, for nu var jeg klar til at sige farvel.
Da ordene havde forladt min mund, blev jeg dog grebet af angst, for det gik op for mig at han har været hos mig det meste af tiden, siden han dukkede op hos dig i terapilokalet, og at jeg alligevel ikke var helt klar til at give slip.
Angsten ramte mig også fordi den rungede i min far, hans blik sagde, nej du skal ikke give helt slip, du skal kun slippe det, der er en byrde, men værne om det, der er en styrke.
Jeg var klar til at sige farvel til min jordiske far her næsten 40 år efter han forlod denne verden og denne gang var det mig, der bestemte, hvornår vi skulle tage afsked, men jeg er er ikke klar til at slippe ham helt, der hvor han er på den anden side.
Jeg skyndte mig at rette det til et farvel fra den lille pige, der manglede at tage afsked med den far hun havde i så få år her på jorden, og at han fra den anden side ikke behøvede at være her hele tiden, men at han kunne slippe lige akkurat så meget, at jeg kunne kalde på ham, når jeg havede brug for ham.
Ser du, efter han dukkede op der da jeg lå på briksen, har jeg nemlig aldrig følt mig ensom.
Ensomheden har ellers været en tro følgesvend for mig i livet og jeg vil ikke tilbage til ensomheden. Jeg vil kunne mærke min fars kærlighed når jeg har brug for den, for i den kærlighed er samhørigheden og der har ensomheden ingen plads.
Bogen har sammen med terapien hos dig har åbnet mange døre og denne første rigtige forløsning af sorg har gjort mig opmærksom på at angsten ligger meget tæt op ad min sorg og at de to bor samme sted i min krop.
Sorg og angst bor side og side i mit solarplexus, der hvor min 5 årige udgave af mig bor. Sorgen presser opad fra solarplexus og angsten presser både op og ned og ud til siderne.
Kort før jeg mistede min far oplevede jeg også noget meget angstfuldt i mit liv.
At blive revet op med rode og flyttet til et nyt sted, hvor der manglede omsorg fra voksne, både i form af nærvær, kærlighed og mad.
Her mistede jeg også kontakten med min far og så ham aldrig mere.
Så sorgen og angsten hænger sammen i mig, og lige for tiden gør begge dele meget væsen af sig. De fortæller, at vi skal gå en vej sammen for at jeg kan blive hel.
Derfor er jeg dybt taknemmelig for at du er der til at guide mig igennem og støtte mig, for jeg har den klare fornemmelse, at der ligger et tungt og dybt arbejde foran mig, men når jeg kan gøre det i dine kyndige hænder, tør jeg godt kaste mig ud på denne rejse.
Kærlig hilsen
Hanne
Jeg har lavet en lydfil som bringer dig rundt i din krop. Lidt i stil med noget af det Hanne og jeg har arbejdet med.
Du kan hente den her
Kærligst Dorte Liiv