Det, der manglede i klientens barndom, var den følelsesmæssige forbindelse.
Hun blev trøstet, men det var overfladisk, og hun havde en følelse af, at det aldrig var nok.
Når mor mente hun havde trøstet nok, blev hun sat ned på gulvet.
Min klient husker især en episode, hvor hun fik at vide, ”at nu var hun for stor til at komme på skødet og blive trøstet”. Der brast det sidste håb om mere omsorg.
Da klienten var teenager, følte hun sig mere tryg hos en venindes mor, og det var der, hun søgte råd om b.la. menstruation.
Et voksenliv med fokus på andre
Som voksen arbejder min klient indenfor omsorgsfaget. I sessionen, kunne hun godt se, at hun havde taget en redder-rolle på sig ved at arbejde med omsorgs, selvom hun var godt mættet af at tage sig af andre.
I terapien fandt vi frem til, at hun gennem omsorg for andre, forsøgte at leve op til sine forældres anerkendelse og få deres opmærksomhed.
Hun havde kontakt til sine forældre, men de vidste aldrig, hvordan hinanden havde det. Det var altid hende, der skulle tage kontakt, og det gav hende følelsen af at hun var ligegyldig for dem.
Men hun savnede dem stadig...
