Bliv mønsterbryder og Undgå at give din sociale arv videre
Har du tænkt tanken: ”Bare mine børn får en bedre opvækst end jeg selv havde”
Og kender du følelsen af at være forkert og ikke god nok, der ikke just styrker dit selvværd.
Du vil gerne bryde familiemønsteret, så du får styrket dig selv og undgår at give dårligt selvværd videre til dine børn.
Du vil være en mønsterbryder!
Måske kunne dine forældre dreje samtalen over på sig selv, hvis du kom til dem med dine problemer. Og hvis du var ked af det, så var det endnu mere synd for dine forældre, og du endte med at trøste dem i stedet for at du modtog trøst.
Det kan være du har en fornemmelse af at du er mere voksen end dine forældre...
Så er du vokset op i en ”anderledes” familie hvor dine forældre er mere optaget af sig selv, end af dig og dine børn. Det kaldes en dysfunktionelfamilie med narcissistisk sårede forældre.
Det bedste du kan gøre for dig selv er at lære at passe på dig selv og dine børn, så du undgår at give det narcissistiske sår videre til dine egne børn.
Sådan genkender du en narcissist
Hvis du tænker tilbage på din barndom, har du måske nogle minder hvor du har fået overskredet dine grænser, eller følt dig urimelig behandlet.
Der kan være situationer som er svære at forstå, for du har en fornemmelse af, at det burde forholde sig anderledes hjemme hos jer, og at i ikke er som de fleste familier.
Hvis du har følt dig som dine forældres skraldespand, hvor de frit kunne brokke sig over hvor urimelig verdenen behandler dem, sygdom, økonomi eller den anden forælder, og du havde ikke rigtig noget valg end at tage imod.
Hvis du har haft en anden voksen du har kunne gå til med dine problemer, har det måske lettet dig lidt. Ellers går du muligvis med alle ubearbejdede følelser inde i dig.
En ting er sikkert. Det er ikke nemt at vokse op i en ”unormal” familie hvor, selvom du var barnet, bliver påduttet at være den ansvarlige voksne.
Hos de af mine klienter, hvor vi har arbejdet med narcissistisk sårede forældre, har de voksne børn haft et utroligt tungt hjerte. Det vi har arbejdet med er at give forældrene deres ansvar tilbage, så de ikke skal bære så meget, og derved får mere overskud til at passe på sig selv og deres familier.
Det er nemt for mig at sidde og skrive, men processen er transformerende og tager tid.
Nænsomhed er nøglen, for det er sorgfuldt at indse, at det ikke bliver muligt at få den kærlighed fra forældrene, som alle børn ønsker sig.
Der skal en indre accept af tingenes tilstand til, for at næste vigtige skridt kan tages. Nemlig kærlig men bestemt grænsesætning over for forældrene.
Der skal virkelig mærkes efter, hvilket kan være udfordrende for klienten. Hele opvæksten igennem, har hun lært at tvivle på det hun mærker da det ikke er afstemt med det forældrene har gjort og sagt.
Her er forkerthedsfølelsen opstået.
Hvordan skabes det narcissistiske sår
Der er karaktertræk der går igen ved en narcissist. Betegnelsen dækker helt fra dyb krænkende adfærd til et trist offer.
De forholder sig ofte meget kritiske over for andre, nærmest med mistillid, og kæmper gerne en kamp for at få ret.
Nogle gange endda selvom de kan få et modsvar sort på hvidt.
De har ikke evnen til selv at se indad og reflektere om noget kunne være anderledes. De kræver meget opmærksomhed, enten ved at gå i offerrollen (se hvor synd det er for lille mig) eller puster sig op og skælder og smælder med store ord og armbevægelser.
Noget af det vi også kommer omkring i terapien, er at skulle lære at tage imod.
Dine forældre kan have suget det meste af din energi og kraft ud af dig og givet intet tilbage. Der har ikke været plads til dig og dine følelser, så det skal du have lært.
Derfor kan du som voksen nogle gange komme til at reagere, som et barn hvis du bliver ramt i en følelse.
Dine følelser er ikke blevet voksen endnu, og dit bæger er ikke blevet fyldt op, så du giver ud fra et tomt bæger, og mangler sikkert energi og overskud, som igen kan føre til tristhed og depression..
En anden ting du også lærer i terapi, er at indgå i en relation. Det kan være du oplever udfordringer i dit parforhold eller med dine børn.
Så det at indgå i en langvarig relation, hvor det er tilladt at være der med alle følelser, at blive set som det menneske du er, det er en læringsproces.
Måske har du hørt om indre barn arbejde. Vi går ind og arbejder med de følelser der var dengang, og får dem til at vokse sig sunde og stærke, så du kan få er roligt og kærligt liv indad til og ud i verdenen.
Skuffelse er dit mellemnavn
Et voksent barn af narcissistisk sårede forældre kan stadig gå og ønske sig kærlighed fra forældrene.
- At de da bare en gang ville være den voksne.
- At de bare en gang ville lytte til dig.
- At de bare en gang ville sætte sig selv til side, så der også kunne være plads til dig.
Men gang på gang er du blevet skuffet, for det er aldrig sket og vil det højst sandsynligt heller aldrig ske.
Det kan være du er nået så langt i processen med dine forældre, at der er begyndt at vokse vrede frem.
Det kan være skamfuldt, at rumme vreden. Men jo mere plads vreden får i terapien, jo roligere bliver vreden. Bag vreden ligger sorgen over ikke at have haft den ønskede barndom.
Det slipper og det letter, når du får hjælp til at rumme følelserne.
Som du nok kan se nu, så er det ikke fordi du ikke har anstrengt dig nok, at dine forældre ikke tager deres forældrerolle på sig. De har selv aldrig lært at vise empati og medfølelse, og bliver derved grænseoverskridende, afvisende og selvcentrerede.
Glansbilledet du ikke kender
Du har måske lagt mærke til at i ikke var/er som andre familier. Der er ting som virker mere kærlige og rolige hjemme hos vennerne, og det kan være du har undgået at have gæster, fordi det var så anderledes hjemme hos jer.
Her kan din virkelighedsopfattelse have forskubbet sig.
Andre oplever dine forældre som super hjælpsomme, overskudsagtige og sjove. Men det er slet ikke det billede som viser sig inden for jeres 4 vægge.
Her kan du måske også have oplevet at der er gjort stor forskel på jer søskende, hvilket igen kan have givet anledning til jalousi.
Det kan gøre ondt, hvis andre anerkender dine forældre. De er ikke gode til at give indadtil, noget af det du savner mest, men den ydre facade er narcissistisk sårede forældre som regel gode til at holde. ”Det skal se godt ud, for så er vi gode forældre”
Hvorfor bliver man narcissist
Det er en stor sorg over ikke at have fået anerkendelse og opmærksomhed fra sine forældre. Jeg oplever at mange klienter vender det indad og undersøger hvad der er galt med dem, i stedet for at se på deres forældres adfærd.
Der er et stort ønske om at forstå, hvorfor der har været så lidt overskud.
Den manglende empati, omsorg og respekt er der stor sandsynlighed for at dine forældre selv har manglet fra deres forældre, altså dine bedsteforældre.
Forskellige udviklingsteorier peger på at din forælder selv har manglet nærhed. De har ikke selv haft nogle forældre at lære det af, og som har kunnet fylde deres bæger op.
En person med et narcissistisk sår, mangler også evnen til at se ind ad. Det kan være derfor det er så svært at føre de dybe samtaler med dem. De vil i stedet selv føle sig kritiseret, afvist, såret m.m.
Hvis du er interesseret i at undersøge forskellige udviklingsteorier af, så søg på Susan Hart og Lisbeth Marcher.
Det udfordrende familiebånd til en narcissist
I arbejdet med at styrke dig selv, bliver du sikkert udfordret når i er samlet alle sammen. Der sker løbende en forvandling i dig, når du bliver stærkere og tør sætte dine grænser.
Det udløser sikkert en reaktion fra dine forældre.
Du lærer at mærke efter hvad der er bedst for dig og dine børn, og du er stærk nok til at føre det ud i livet.
For hver gang bliver det mindre og mindre sårbart.
Du når igennem accepten i at ting ikke kan være anderledes. Du ved at i ikke kommer til at have den dybe tætte relation, og dine forventninger er skruet ned. I kommer ikke til at have de dybe samtaler. Men en snak om et harmløst blommetræs udvikling, kan ske uden den store dramatik.
Du er i ro med dig selv, og ved at dramatikken ikke sker, hvis du snakker dem efter munden. De kan mærke at du har ændret dig - at de ikke længere kan tanke op af dit bæger.
De vil prøve til igen og igen, men øv dig i at slide af på deres forsøg.
Det træner vi også i terapien.
Du hverken kan eller skal ikke fikse deres problemer. Mærk efter om det for en periode, vil være rigtigt for dig og din familie, at i holder en pause med at se dine forældre. Du får ro til at samle dig selv op, og være der for dem som betyder noget og som også fylder dig op – dine børn.
Sådan overlever du sammen med en narcissist
Når du vælger at tage dig selv alvorligt, og gøre det der er bedst for dig og dine børn, så sørg for at dit bagland er i orden.
Snak med din mand, veninder og terapeut om, at du i den næste tid får brug for ekstra støtte og opbakning. Inde i din forælder er der et såret barn, som selv higer umætteligt for at blive elsket.
Men det er ikke din opgave at udfylde forældrenes gabende hul.
I din udvikling vil du sikkert møde tvivl, skam, dårlig samvittighed og bebrejdelser fra dine forældre.
Det er en uretfærdig kamp, men i årene frem er der alt at vinde. For når du står stærkere, så står dine børn også stærkere, og generationerne efter dem.
I vil kunne mærke kærligheden imellem jer, og der vil være en lettere stemning og mere livsglæde.
Hvis du kan genkende dig selv i det beskrevne voksne barn, så tænker jeg ikke du behøver at bekymre dig om, at du har arvet dine forældres narcissistiske sår.
Du har givetvis nogle sår af din opvækst i en ”unormal” familie, men de kan heales.
At du overvejer terapi, betyder også at du sikkert evner at se indad og er villig til at gøre et stykke arbejde for at ting kan blive bedre.
Evnen til selvrefleksion har en ægte narcissist ikke.
Vi skal hver især bære vores, og vi skal lære at være stærke voksne for vores børn, så vi kan lære dem at bære sig selv, når de vokser op.
Et dårligt selvværd kan arves.
Føler du stadig en tvivl om du har arvet din forælders narcissistiske sår, eller hvad du kan gøre næst, så tilbyder jeg en gratis afklarende samtale.
Jeg kan kontaktes på tel +45 42452442 eller mail dorte@liivsterapi.dk
Kærlig hilsen
Dorte Liiv
Reg. Psykoterapeut, kropsterapeut og hypnoterapeut.
Ps. Pt arbejder jeg på et (online)kursus som omhandler vores familiearv. Klik her hvis du er interesseret i at høre mere, om din sociale arv.