Brev fra Hanne

Kære Dorte.

I dag læste jeg bogen, du lånte mig, færdig.
Den gav mig mange aha-oplevelser undervejs. Da jeg lukkede bogen, var der dog en ting, der fyldte mere end noget andet:
Fornemmelsen af, at sorgen over min far aldrig blev bearbejdet hos mig – dengang han døde – fordi alt foregik på min farmors og mors præmisser.

Den erkendelse er ikke ny, men der skete endnu engang det, at en erkendelse flyttede sig fra hjernen og ud i hele mig.

Så da jeg lagde bogen fra mig, satte jeg mig i det strålende solskin og græd.

Først kom gråden som en overvældende bølge af sorg, der skyllede mig med.
Det har jeg prøvet før, når healeren har haft fat i mig.
Derefter blev sorgen stille tårer, der gled varme ned ad mine kinder – men ikke tunge og ubærlige.

Sorgen blev endelig forløst med mine tårer, og mens jeg gav slip på den, gav jeg rum og plads til det traume, det er at miste sin far som femårig.
Sammen med sorgen og gråden kom en mærkværdig og værdifuld sjælefred.

Mens jeg sad der – med den største sorg i den klareste sol – var min far ved min side.
Han trøstede mig, holdt mig og bar mig gennem det sværeste, jeg nogensinde har gjort.
Og gennem tårerne smilede jeg, for nu skulle jeg ikke længere bære det alene.

Jeg havde min far, som sorgen gjaldt, lige der hos mig. Stærkere og varmere end nogensinde før.

Denne gang har jeg gennemlevet sorgen på mine egne præmisser – med støtte fra den anden side.
Aldrig har ordene “sorgen er den anden side af kærligheden” føltes mere sande.
For lige dér mærkede jeg igen min fars kærlighed i den reneste form.

Jeg hørte mig selv sige, at nu måtte han gerne rejse sin vej, for jeg var klar til at sige farvel.

Da ordene havde forladt min mund, blev jeg grebet af angst.
For det gik op for mig, at han har været hos mig det meste af tiden, siden han dukkede op hos dig i terapilokalet – og jeg var alligevel ikke helt klar til at give slip.

Hans blik sagde:

“Du skal ikke give helt slip. Du skal kun slippe det, der er en byrde – og værne om det, der er en styrke.”

Jeg var klar til at sige farvel til min jordiske far næsten 40 år efter, han forlod denne verden.
Denne gang var det mig, der bestemte tidspunktet.
Men jeg er ikke klar til at slippe ham helt, dér hvor han er nu.

Jeg skyndte mig at rette det til et farvel fra den lille pige, der manglede at tage afsked.
Og jeg fortalte ham, at han ikke behøvede at være her hele tiden – blot så meget, at jeg kunne kalde på ham, når jeg havde brug for ham.

Siden den dag har jeg aldrig følt mig ensom.
Ensomheden, som engang var min tro følgesvend, har ikke længere magten over mig.
Når jeg mærker min fars kærlighed, er der samhørighed – og dér, hvor samhørigheden bor, har ensomheden ingen plads.

Bogen – sammen med terapien hos dig – har åbnet mange døre.
Den første rigtige forløsning af sorgen har gjort mig opmærksom på, at angsten bor tæt op ad sorgen.
De to bor side om side i mit solar plexus, dér hvor min 5-årige udgave af mig bor.

Sorgen presser opad.
Angsten presser ud til siderne.

Kort før jeg mistede min far, oplevede jeg også noget meget angstfuldt i mit liv –
at blive revet op med rode og flyttet et sted hen, hvor der manglede omsorg, nærvær, kærlighed og mad.
Her mistede jeg også kontakten med min far og så ham aldrig mere.

Så sorgen og angsten hænger sammen i mig, og lige nu gør de begge meget væsen af sig.
De fortæller mig, at vi skal gå en vej sammen, så jeg kan blive hel.

Derfor er jeg dybt taknemmelig for, at du er der til at guide mig og støtte mig.
Jeg har en klar fornemmelse af, at der ligger et tungt og dybt arbejde foran mig –
men når jeg kan gøre det i dine kyndige hænder, tør jeg godt kaste mig ud på denne rejse.

Kærlig hilsen
Hanne

En note fra mig

Hannes ord rørte mig dybt.
Sorg kan ikke skyndes eller tænkes væk. Den skal leves, mærkes og nænsomt forløses – på egne præmisser.

Jeg har lavet en lydfil, der kan hjælpe dig med at mærke din krop og skabe et stille rum til forløsningsprocesser som den, Hanne beskriver.
🎧 Du kan hente den her

Kærligst
Dorte Liiv
Reg. psykoterapeut for krop, sind og sjæl